Lille Hammershus

Artikelindeks

Sygdomsårsager og deres behandling

1. Astrale sygdomme, som finder deres oprindelse i hovedet og nervesystemet, men som kan udtrykke sig alle steder i kroppen. Behandlingen vil typisk være mineraliseret[5] planter, men kan ofte indeholde både mineraler og metaller.

2. Astrale sygdomme, som er akutte, og som hænger samme med føden eller andre miljøbestemte faktorer. Behandlingen vil ofte indeholde en diæt, og en mental vejledning.

3. Folkesygdomme, som stammer fra æterlegemet og kirtelsystemet, og som har deres oprindelse i ”folkesjælen”, og hvortil der kræves forskellig behandling alt efter hvilke karakteregenskaber, vaner og sociale relationer som personen har optaget fra folkesjælen. Behandlingen skal her væsentligst være planter.

4. Kroniske sygdomme som har deres oprindelse i blodet, jeg-følelsen og som ofte er arvelige. Behandlingen vil ofte være af mental karakter, mens man homøopatisk vil kunne lindre med mineralterapi.

5. Den sidste form for sygdom er den karmiske/skæbne bestemte. Her vil ingen ydre hjælpemidler hjælpe, uden en mental vejledning. At kunne lindre, er her den homøopatiske behandlings mål.

Menneskets bestanddele; jeget, astrallegemet, æterlegemet og det fysiske legeme knytter sig i løbet af et døgn  til hinanden på forskellige måde. Således træder astrallegemet og jeget ud at det fysiske legeme og æterlegemet om natten. Ja faktisk er det denne trang til at forlade det jordiske og søge ind i de himmelske vi kalder træthed. Her skal man være opmærksom på to forhold; dels at æterlegemet (livskraften), derved om natten, får mulighed for at udbedre de skader, der er sket på det fysiske legeme i løbet af dagen, uden at de nedbrydende kræfter (astrallegemet) begrænser denne regeneration, og dels at vores astrale og åndelige bevidsthed ikke kan få næring af de fysiske æteriske forhold på jorden, med mindre bevidstheden samtidig rummer en bevidsthed om det himmelske, der ligger bag det jordiske. Det er derfor nødvendigt at disse 2 væsensled løbende søger sin næring i det himmelske. Derved bringes det sjælelige og åndelige sunde, ved astrallegemets og jegets genindtræden i det jordiske, med ind i det fysiske æteriske legeme.
Menneskets møde med omverden kræver en aktiv dødsproces fra mennesket side, hvis det skal opretholde sin sundhed. En af de væsentligste pointer er at når yderverden trænger ind i mennesket, kan mennesket kun opretholde sin sundhed ved at overvinde denne indflydelse fra omverden. Således ville det være katastrofalt for den menneskelige organisme, hvis f.eks. en gulerod kunne vedblive at være gulerod i mennesket. Fordøjelsessystemet er jo strengt taget en stor forvandlingsmaskine, hvor omverdenens indtrængen overvindes og forvandles til menneskesubstans, eller udskilles igen hvor det indtrængte ikke kan overvindes. Dette forhold gælder ikke kun den fysiske substans, men også følelser, tanker og handlinger fra yderverden, f.eks. i form af kulturelle holdninger, sanseindtryk og andre menneskers påvirkning. I homøopatien foretager man denne forvandling uden for menneskets legeme, for at aflaste den menneskelige organisation, mens man i traditionel medicin forsøger at lade stoffet bevare dets egenskaber og indflydelse så længe som muligt, hvorved der naturligt skabes lokale depoter af fremmedstof i mennesket, i samme omfang som dette lykkes.

Rudolf Steiner skriver i sin bog Videnskaben om det skjulte: ”Det fysiske legeme kan kun få den form og skikkelse som et menneske skal have, ved hjælp af æterlegemet. Men det kan kun få den af et æterlegeme, som på sin side igen får de nødvendige kræfter fra astrallegemet. Æterlegemet er det fysiske legemets arkitekt, men det kan kun bygge på rigtig måde, når det fra astrallegemet får anvisninger på hvorledes det skal bygge. I astrallegemet ligger de forbilleder, som æterlegemet følger, når det giver det fysiske legeme dets form. I den vågne tilstand er astrallegemet ikke fyldt med disse billeder, eller i alt fald kun til en vis grad. I den vågne tilstand sætter sjælen nemlig sine egne billeder i disse forbilleders sted. Når mennesket retter sine sanser mod sine omgivelser, så danner han sig gennem sanseindtrykkene i sin forestilling billeder af den verden, der omgiver ham. Disse billeder virker i almindelighed forstyrrende på de billeder, som sætter æterlegemet i stand til at forme det fysiske legeme. Kun hvis mennesket selv var i stand til at tilføje sit astrallegeme sådanne billeder, som kunne give mennesket de rigtige impulser, ville en sådan forstyrrelse ikke finde sted.

Ligesom det fysiske legeme behøver næringsmidler fra omverdenen, som er af samme natur som det selv er, er noget lignende tilfældet med astrallegemet.