Lille Hammershus

Hvad er homøopati

Lad det være sagt fra starten af, at homøopatien ikke kan forklares ud fra naturvidenskabelige erkendelsesmetoder, men kun ud fra en samtidig åndsvidenskabelig erkendelse. Den grundlæggende forskel på naturvidenskab og åndsvidenskab er, at naturvidenskaben vil søge oprindelse til f.eks. mælkebøttens fysiske fremtoning i mælkebøttens fysiske substans, mens man i åndsvidenskaben vil søge oprindelsen til mælkebøtten i en livskraft, der ikke har fysisk karakter. Det kan sammenlignes med en tekop, hvor naturvidenskaben altså søger efter oprindelsen til tekoppen i leret som tekoppen er lavet af, og åndsvidenskaben søger årsagen i ideen bag tekoppen (altså i tankevirksomheden hos den som har skabt tekoppen).

 

 

Åndsvidenskabelig homøopati

Behandlingsformen består af 5 dele:

Metalterapi
Mineral/cellesalt terapi
Planteterapi
Bachs blomsterterapi
Mentale øvelser

Terapien tager sit udgangspunkt i den Hermetiske Rosenkreutzer lærersætning: Som foroven således også forneden og som forneden således også foroven. D.v.s. at mentale ubalancer medfører belastninger/deformitet i kroppen, og udefra kommende belastninger/deformitet i kroppen medfører mentale ubalancer. Således er vinterdepression ofte et organisk problem og ikke et sjæleligt problem, medens angst ofte er både sjæleligt og fysisk. Det er derfor vigtigt, at behandle både mentalt/følelsesmæssigt og fysisk. Gennem brugen af homøopatiske midler arbejdes der på det fysiske legeme gennem de højere legemer, hvorved der skabes både en mental/følelsesmæssig forandring og en fysisk forbedring. Terapeuten behandler, men det er de højere legemer der helbreder.

I eksemplet med mælkebøtten kan man se, at ikke blot tillægger åndsvidenskaben den en livskraft, men også en specifik livskraft, der netop frembringer en mælkebøtte. I åndsvidenskab kan man altså ikke forestille sig, at et mælkebøttefrø kan blive til et kastanietræ, selv om frøenes fysiske grundsubstanser næsten er identiske, da der findes forskellige typer livskræfter nogle der frembringer mælkebøtter og nogle der frembringer kastanietræer og så fremdeles. Disse livskræfter er tydeligvis knyttet til bestemte fysiske substanser. I den fysiske substans finder vi således et ydre sansbart udtryk for en bagvedliggende kraft. Der er en nær sammenhæng (affinitet) mellem en bestemt livskraft og en specifik fysisk substans.

Denne livskraft kan sammenlignes med lyset, der ej heller kan iagttages med sanserne, men kun ses, når det rammer materien. På samme måde kan livskraften ikke ses med de fysiske sanser eller med deres forlængelse i form af mikroskoper osv, mens dens virkninger kan iagttages. Naturvidenskaben har derfor rig mulighed for at påvise effekten af homøopati, men har ikke mulighed for at erkende kraften selv, på samme måde som man ikke fysisk kan erkende tyngdekraften, men kun dens virkninger.

At mælkebøtter er godt for leverens beherskelse af væskerne i menneskets totalorganisme er velkendt. Men hvor naturvidenskaben søger at finde årsagen til dette i mælkebøttens fysiske substanser, søger åndsvidenskaben oprindelsen til dens velgørende virkninger i den kraft, som har skabt mælkebøtten. I åndsvidenskabelig betydning er det således ikke den fysiske substans, men det der har skabt denne substans, der giver dens virkning. Det er derfor ikke overraskende for åndsvidenskaben, at mennesket kan opnå en virkning ved at spise mælkebøtter, da man gennem indtagelse får del i denne livskraft. Ved at frigøre denne livskraft (i åndsvidenskaben kaldet æterlegemet) og indføre den i mennesket uden den fysiske substans, vil vi opnå en større virkning, fordi man så får en større ”portion” og et renere produkt af livskraften fra mælkebøtten. Gennem særlige homøopatiske fortyndings (potensering) processer kan man oven i købet forstærke denne livskraft og tilpasse den til mennesket, da det jo er tydeligt, at livskraften i mælkebøtten får et andet udtryk og en anden kvalitet i den menneskelige lever. Denne forstærkning og forvandling, som kan gøre den egnet som medicin for mennesker, kaldes potensering.
En medicins potens opgøres i et D-tal, f.eks. D6

Den rene substans kaldes Ø
Fortyndet 1:10 kaldes D1
Fortyndet 1:100 kaldes D2

D-tallet angiver altså hvor meget fysisk substans der er tilbage, i det homøopatiske produkt. Tallet efter ”D” viser antal nuller, der skal efter 1-tallet.. En potens D10 er således 1 del vand og 10.000.000.000 dele vand/mælkesukker/sprit alt efter hvorledes fortyndingen laves og til hvilket formål.

Et andet homøopatisk princip er lighedsprincippet, som populært udtrykkes som ”lige helbreder lige”. Det vil i praksis sige, at til f.eks. dødlignende udmattelsestilstande kan man benytte hvid arsenik i homøopatisk form. Det mest velkendte eksempel er, at på samme måde som løg (Cepa) kan fremkalde rindende øjne og slimafsondring fra næse og svælg, kan homøopatisk løg benyttes mod den tilsvarende lidelse (høfeber). I den klassiske homøopati udføres mange forsøg for erfaringsmæssigt (empirisk), at finde frem til de fysiske og psykiske virkninger, et stof giver, hvorefter man giver det samme stof i homøopatisk form mod sygdomme, der udviser tilsvarende fysiske og psykiske symptomer. Samuel Hahnemann, som man normalt betragter som homøopatiens grundlægger, lagde selv mest vægt på de psykiske tilstande. I den såkaldte klassiske homøopati benytter man i det væsentligste kun et enkelt middel, med et specifikt indhold.

I den antroposofiske homøopati er disse forsøg delvis afløst af åndsvidenskabelig indsigt, det vil sige; at Rudolf Steiner, som er antroposofiens grundlægger, gennem oversanselig åndsskuen og igennem en betydelig indsigt i betydningen af, hvad der kan skues, fandt frem til de mineraler/metaller/planter, som kunne helbrede bestemte sygdomme. Samtidig erkendte Rudolf Steiner betydningen af, at man behandler flere af menneskets væsensled på samme tid, således at et antroposofisk medicinsk præparat typisk indeholder et middel til æterlegemet, et middel til astrallegemet og et middel til jeget. Herved kan tilstanden og dens oprindelse behandledes i hele mennesket. Dette kan være svært for et moderne menneske at forstå, da åndserkendelse ikke længere hører hverdagen til, men populært kan man kalde Rudolf Steiner’s forskningsmetode for en form for auralæsning, og der hvor auraen hos planter og mineraler korresponderer med auraen i det menneskelige legeme fandt han lægemidlerne. Denne forklaring er langt fra præcis og fyldestgørende, men blot et spædt forsøg på at forklare forskellen på klassisk homøopati og den antroposofiske lægekunst.

At det grundlæggende er den samme kraft, der gennemtrænger alt levende, kan ses af, at de basale byggesten er ens i alt levende. Populært organisk materiale altså materialer med forskellige kulstofforbindelser. Denne almen kraft kaldes verdensæteren, modsat den specifikke æter. Det er dog ligeså tydeligt, at der sker en differentiering af denne livskraft. Den kraft, som differentierer livskraften, altså hæmmer den i dens videre vækst og ”spalter den” for at skabe forfinede og mere forvandlede dele/substanser, kaldes i åndsvidenskaben for astralkraft eller astrallegemet. Des mere udviklet eller, differentieret en organisme er des mere finder vi, at der ud over livskraften også er astrale dødskræfter til stede. I Astrallegemet finder vi det modsatte af livskræfterne altså en dødskraft, som er lige så nødvendig som en livskraft, da der ellers ikke kan ske en bortfjernelse af det, som ikke skal benyttes mere, f.eks. døde celler og mælketænder. Uden død kan der ikke ske en genopstandelse i forvandlet form.

Rudolf Steiner skriver i bogen Grundlag for en udvidede lægekunst: ” om lighedsprincippet: Homøopaten er altid mere fænomenlogisk end den allopatiske fysikker, som altid er indhyllet i sin egen fordomsfyldte rationelle terapi. Dette faktum afgøres dog ikke fuldstændigt gennem dette simple udsagn. Det viser sig kun når vi fastholder: Det som gør en person syg, når det indtages i større mængder i det nedre system (som fysisk substans), vil gøre ham rask når det indtages i små doser, hvis dets effekt kan udgå fra det øvre system (Æter/astral eller ånds verden) og omvendt. Dette udsagn om det homøopatiske grundprincip, er midlet hvorved den rette forståelse af konflikten mellem homøopati og allopati opnås.”

I mødet mellem de differentierende astrale dødskræfter og de æterisk opbyggende livskræfter, opstår der en stadig kamp om hvilke, der skal have overtaget. Dette giver kræfternes møde en rytmisk karakter, en bølgen frem og tilbage, og her i denne bølgen frem og tilbage opstår et tredje element som kaldes menneskets jeg-oplevelsen. I dette jeg opleves de sande følelsers (ikke lidenskabernes) virkelighed.

Det er derfor naturligt at mennesker som benytter homøopatisk medicin, også oplever at balancen mellem æterlegeme og astrallegeme flytter sig, og at der som resultat også kommer følelsesmæssige reaktioner. Homøopatisk medicin virker således både på vaner lidenskaber og, tankemønstre, ja endda ofte helt ind i jeg-oplevelsen.

I nogle fysiske substanser er gennemtrængningen af oversanselige kræfter stor i andre mindre. Er der ingen væsentlig gennemtrængning betyder det dog ikke, at kræfterne ikke er tilstede, men blot at de ikke har en fysisk virkning eller manifestation. Således er der f.eks. ikke meget æter- og astral-substans i mineraler. Væksten er meget begrænset, og dødsprincippet er tilsvarende svagt, så her er forbindelsen mellem æterkræfterne og den fysiske substans meget flygtig, mens der er en klar dominans af æterlivskræfter i planter. Så længe æterkræfterne stadig som hos mineralerne er knyttet til materien kan de stadig benyttes i medicinsk behandling, da det jo netop ikke er den fysiske substans der benyttes. Homøopatisk potenseret medicin fra de forskellige ”riger” benyttes da også til forskellige sygdomme og ubalancer

Overordnet set kan man sige at:

Mineraler benyttes til behandling med udgangspunkt i jeget
Planter til behandling med udgangspunkt i astrallegemet
Dyr til behandling med udgangspunkt i æterlegemet.

Men over de 3 riger, mineralriget, planteriget og dyreriget, ligger en helt grundlæggende skaberkraft, som virker gennem alle planer. Kræfter som har skabt de 3 riger. Disse kræfter kommer i de forskellige riger forskelligt til udtryk, selv om det er de samme kræfter. I mennesket kommer de til udtryk i organdannelsen og i mineralriget i metallerne. I den antroposofiske medicin betragtes 7 af metallerne som et særligt rige, og disse metallerne udgør i den antroposofiske homøopati nogle helt grundlæggende kræfter, som potentielt indeholder de øvrige riger kræfter i sig. F.eks. skaber kræfterne bag metallet guld, hjertet i menneske og dyr, og perikon og arnica i planterige samt fosfor i mineralriget. Den samme kraft kan altså genfindes på flere planer. Derfor skal en ubalance, som er grundlæggende også behandles på alle planer. Hvor det ikke er noget grundlæggende organisk eller psykisk, der er årsagen til en sygdom, kan man undlade en behandling med homøopatisk metaller, f.eks. en forstuvning, som kan klares med plantemidler.